Du er her, du er nu, og du er vidende, vidende om mange ting.

Der findes mennesker, der altid ser, når noget går til ende eller slutter. Og nogle ting, der ligesom når deres livets umiddelbare ende, kan også gøre ondt at opleve. Det kan være en smerte at skulle undvære.

Humanum Factum-mennesker skal, når de føler sådan en smerte, også tænke på, at der er en ny begyndelse, at enhver ting, der slutter, fører videre til noget andet, noget nyt, og til det nye bør man give sin opmærksomhed, og denne opmærksomhed hjælper til, at smerten forsvinder, lyset skinner igen.

Så lad os tænke på at alle de handlinger, der foregår, hvor vi er nødt til at gå videre, lad os give vores hengivelse til det nye, der indtræffer, det nye, der skulle komme, for der kræves mange beslutninger af os til noget nyt, for at kunne komme videre.

OM

Kærligheden viser sig, når man giver.

Så længe man får, og alting er efter ens lyst og vilje,

er det nemt med “kærligheden”.

Når man giver noget, som man skal overvinde sig til,

først d& viser man ægte kærlighed.

At overvinde sig til at give det ønskede, først da

finder man selv ud af, om man ønsker og værdsætter

det elskede forhold, tilstand.

Jeg vil egentlig fortælle en historie, en historie som I kender, men alligevel … Jeg vil fortælle historien om Maren og Jeppe.

Maren og Jeppe havde været gift i mange år, og de var virkeligt glade for hinanden. Den ene ville altid gøre det bedste for den anden.

Dagen kom, hvor de havde sølvbryllup, og det skulle de jo fejre, og de gjorde, som de plejede at gøre hver søndag – eller ved helligdage eller når de var på ferie – når de spiste morgenmad, ja, så spiste de altid rundstykker. Og som altid skar Jeppe rundstykket over og gav “overen” til Maren, for han vidste jo, at Maren bedst kunne lide den, og han selv spiste “underen”.

Og mens de spiste morgenmad snakkede de sådan lidt om det ene og det andet, der havde været i tidens løb, og de kom også til at snakke om rundstykkerne.

Og Jeppe sagde til Maren: “Altså ved du hvad, jeg er virkelig glad for, at jeg altid har kunnet give dig overen, for jeg ved jo, at du bedst kan lide den.”

“Nå” sagde hun. “Hvorfor tror du det?”

“I alle de år har du da været glad for at få overen!” sagde han. “Jamen, er det da sådan, at du selv bedst kan lide den?” spurgte hun.

“Joh” sagde han. “Men jeg holder jo meget af dig, og det er mig den største lykke, når jeg kan gøre dig glad.”

“Ak” sagde hun. “I virkeligheden kan jeg bedst lide underen af rundstykket, og jeg har altid ladt dig den, fordi jeg troede, at du bedst kunne lide den.”

Så kiggede de på hinanden. “Jamen dog! Hvorfor har vi ikke snakket om det for 25 år siden?”

Jeg synes, at denne historie siger meget. Den siger meget om at snakke med hinanden om det, man virkelig godt kan lide.

Hvor mange eksempler har vi på “Maren og Jeppe”, som i 25 år har givet den anden den del af rundstykket, som de selv bedst kunne lide, og så finder ud af, at det var omvendt?!

Selvfølgelig er det et kærlighedsbevis og en kær tankegang. Men er det ikke bedre at snakke om tingene? Er det ikke bedre ærligt at fortælle, at det og det og det kan man lide, det gør en glad, det har man det godt med, for at lære hinanden at kende, og for virkelig at kunne give hinanden det, man gensidigt ønsker?

Jeg vil anbefale alle partnere at snakke ærligt om det, de kan lide, for ofte er kompromisser ikke nødvendige, når man åbent og ærligt snakker med hinanden.

Så du er her, du er nu, du er vidende. Gør det bedre, bedre end Maren og Jeppe.

OM

Det, som bringer menneskerne tættest sammen, er at huske og at hengive sig.

Det, der forårsager den største afstand mellem mennesker, er at glemme.

Lad os aldrig glemme hinanden og det, der forbinder os i vores fælles kollektive følelse.

Lad os aldrig glemme hinanden i det, der er Humanum Factum.

OM

Ondskaben anser man for givet og tror på den,

-det gode skal man bevise hele tiden på ny.

Skal det være sådan?

Når du kan tilgive, behøver du ikke at bære rundt på had-energier. Og når du ikke bærer rundt på had-energier, har du en god og positiv fremtid.

Det er ikke irriterende at være det, man er eller at være, hvor man er.

Det er kun irriterende, når man hellere vil være noget andet eller et andet sted.

Der er så meget, der interesserer mennesker, der er virkelig meget, og det er også godt, men en lille smule tid skal man give sig, hvor man interesserer sig for det, man er og det, man bliver til og det, der venter på en, når livet har fundet sin afslutning i det materielle legeme, man har.

Et menneske, der fatter, at det er sjæl og så ejer et legeme, har et legeme for et stykke tid, samler erfaringer, udvikler sig; et menneske, der fatter det, vil altid, ved siden af alle mulige andre interesser, have interesse i at leve livet sådan, at sjælens evolutionære fødsel til det vedvarende – den sande frie eksistens – kan finde sted.

Du er her, du er nu, og du er vidende.

Heldige dig.

OM