Meditationer
Eleven og mesteren
En, der søgte, mødte en Mester. Den sad sammen med Mesteren i en stue og sagde: ”Mester, jeg har søgt i Kina, jeg har søgt i Sydamerika, jeg har søgt på Sydpolen, Nordpolen. Jeg vil så gerne møde Gud. Jeg vil så gerne forstå og møde Gud. Du er Mester, jeg har søgt alle steder, og jeg spørger dig: ”Hvordan kan jeg finde Gud?” Mesteren kiggede på ham, som påstod, han søgte, kiggede på ham et stykke tid, og så lukkede han øjnene, så hørte han fuglene synge ude i træet, vindens rislen i bladene, en kilde, der løb forbi vinduet udenfor. Så åbnede han øjnene, og så så han solstrålerne, der kom gennem vinduet og gav de der afbildninger på gulvet, en myg der summede forbi, en sommerfugl, ja støvet i luften som man kan se i solstrålernes skær. Han tog sin hånd og kærtegnede hen over sin arm, kærtegnede sit ansigt, kiggede på sine fingre, så kiggede han på eleven. Eleven stod op, hilste ikke mere og sagde: ”Jeg tænkte nok, du heller ikke ved noget og gik så.” Mesteren blev tilbage, tavs.
Han sad helt stille og følte Gud, han følte Gud gennem bladenes tilstedeværelse, for træerne var ikke lavet af mennesker. Han følte og forstod fuglenes sang, for fuglene var ikke lavet af mennesker osv. osv. Det var lykken, virkelig lykken, for der hørte ikke noget til, der hørte intet til, der var nok, nok, der var så meget, der behøvede man ikke nogen fantastiske ting for at være glad, ikke nogen store maskiner, ikke ditten eller datten – kun det, der hører til for at udleve sin karma; for at lære og leve videre. Mesteren sad helt stille i det rum og nød Gud. Så gik døren op, og den elev, der før var styrtet ud, han kom tilbage igen og satte sig hen og kiggede på den Mester der, og så sagde han efter et stykke tid. ”Hvorfor skal man egentlig tro på en Mesters ord?” Mesteren kiggede på ham og sagde: ”Kan du tvivle, virkelig tvivle på, at du hører fuglene synge ude i træet. Kan du høre melodien af fuglenes sang? Det er en del af tilværelsen, der fortæller! Kan du høre bladene på træet der hvisker, der rasler i vinden? Skal du tro på det? Du kan høre, at det er naturens sang. Kan du høre kilden, der løber forbi, en lille bæk der risler udenfor?”
Eleven lyttede og sagde: ”Selvfølgelig kan jeg høre det, og jeg ved, at der er en kilde, der er et træ, hvor vinden bevæger bladene, en fugl der synger. Men hvad har det at gøre med, at jeg skal tro på, du er en Mester, og det, du siger, er rigtigt?”
Det var altså en tålmodig Mester, jeg fortæller om, han smilede og kiggede på eleven og sagde: ”Hvis du er i stand til at tro på det, er du hjemme. For det kommer ikke an på mig, det kommer an på dig. Det, jeg siger, er ikke så vigtigt, for du forstår alligevel det, du er i stand til at forstå. For du forstår det, der ligger i din forestilling, forventning ligesom forestillingen om fuglen, træet, bækken. En eller anden gang kan du se Gud, og så kan du se mig.”
Eleven var meget forbavset, meget forbavset, for egentlig var den kommet tilbage for at provokere den gamle ogginok. Men det havde han ikke forventet, og et eller andet ‘noget’ inden i ham blev stille. Han hørte bækken, bladene og fuglenes sang, og han så den Mester, og lige pludselig vidste han, at sandheden var nær. Sådan er det vel med os alle. Hvis vi er i stand til at tro på Mesterens ord, er himlen blå.
