Digte
Ubegribelige begriben
I min fantasis uendelige områder
blomstrer en blomst;
– og dog er ingen forestilling
i stand til at give
denne vidunderlige følelse form.
I mine følelsers uendelige områder
er en glæde;
– og dog er ingen følelse
i stand til at lade denne glæde
folde sig fuldstændig ud.
I mine drømmes uendelige områder er en drøm,
som jeg kalder mit liv;
– og dog kan jeg ikke leve mit liv
som i drømmen.
I min tilværelses uendelige områder
er tilværelsen gemt
uden at være skjult;
– ligesom luften
jeg indånder.
I min bevidstheds uendelige områder
er der vished om,
at hjernen kan lære at begribe sig selv;
– men kan øjet nogensinde
se sig selv i øjnene?
I tilværelsens uendelige muligheder
er der mange spejle;
– og dog er intet spejl
i stand til at vise nuet,
som det er.
Når jeg bliver bevidst
om spejlbilledet,
ser jeg mig;
– og dog er jeg i stand til at vente
på i morgen, på dig!